Om Helbak


HELBAK er dansk keramik. Lavet med kærlighed til håndværk, farver og former

Mit navn er Malene Helbak, og jeg er designeren og håndværkeren bag HELBAK Et univers, jeg startede tilbage i 2000. Mit design er en kombination af nordisk enkelthed og en farverig verden.

Jeg skulle ud, for at finde mit udtryk.

Jeg er uddannet keramiker fra designskolen i Kolding og fra Central Saint Martins i London, og ser jeg tilbage, var det i London mit design og mit udtryk opstod. På loppemarkederne i London fandt jeg masser af inspiration fra 50’ernes design og brugsting. Keramikken fra den tid afspejlede det, der rørte sig i samfundet og i tiden. Ex fascinationen og udforskningen af det ydre rum og nye opfindelser. Det fascinerede mig at se, hvordan det kom til udtryk på hverdagsstel der kunne være dekoreret med satelitter, stjerner og planeter.

Den fascination har ført mig til at arbejde med former, farver og mønstre, som kombineret med de rene linjer i min keramik og de smukke egetræslåg, giver den helt særlige stil, jeg er kendt for.

Multifunktionelle muligheder på bæredygtig vis

I dag producerer vi alle vores produkter i Portugal. Kollektionen består primært af bæredygtige produkter til brug og opbevaring i køkkenet og på dit bord. Samtidig producerer vi kun det, vi håber, der kan få liv i dit eller andres hjem. Overrasker efterspørgslen os positivt har jeg altid u-dekorerede keramikprodukter på lager. Ved mit spisebord får de farver og mønstre, og på den måde undgår vi overproduktion.

I HELBAK har jeg udvalgt en lille kollektion af produkter, hvor jeg leger med de multifunktionelle funktioner. En kop der er uden hank, er for mig ikke bare en kaffekop. Den kan bruges til tandbørster, som en lille blomsterkrukke eller til blyanter? Du kan også sætte nyt liv på koppen ved at tilføje et låg. Låget er netop en anden passion i mit design. Kombinationen af keramik og egetræ skaber en rar fornemmelse i brug og så er det smukt at kigge på.

De tekniske detaljer

Udover farver og grafiske former er min keramik en enkel hvid fajance. Det giver et blødere udtryk end porcelæn. Det brændes først ved høj temperatur og derefter ved lavere, lige modsat porcelæn, og så brændes det en ekstra gang med dekorationen på. Det er teknisk, jeg ved det godt, men det forklarer den bløde overflade, og dermed de bedste flader for farverne og dekorationerne at folde sig ud på. Og så skaber det lige præcis dét design, jeg – og forhåbentligt også du – er på jagt efter.

Jeg håber, at mit udtryk vil bringe glæde og optimisme med sig ind i dit hjem, uanset hvordan du kombinerer det, eller hvordan du bruger det. Mine designs er i hvert fald lavet med ren kærlighed til håndværk, farver og former.

De kærligste hilsner, Malene Helbak